Sæsonprogram « Tønderegnens Musikforening

Sæson 2018 – 2019

Tønderegnens Musikforening præsenterer atter et attraktivt program for det kammermusikalsk interesserede publikum.

Foreningen opfordrer alle musikinteresserede og musikalsk nysgerrige til at slutte op om koncerterne, enten som abonnent, som medlem eller som ”fri” koncertgænger. Om priser: se under ”Om Foreningen”.

Koncerterne

Søndag d. 29. september 2019 kl. 15 i Pumpehuset

Randers Kammerorkester

Arthur Honegger (1892-1955):

Trois contrepoints for fløjte, obo, violin og cello (1923)

Prélude. Allegro marcato, alla breve
Choral. Largo
Canon sur basse obstinée. Presto

Franz Schubert (1797-1828):

Strygetrio i B-dur D. 471 (1816)

Allegro

Ludwig van Beethoven (1770-1827):

Blæserkvintet (arr. af op. 71 ved Ray Thompson) (1796)

Adagio – Allegro
Adagio
Menuetto. Quasi allegretto – Trio
Rondo. Allegro

Jean Francaix (1912-1997):

Oktet (1972)

Moderato – Allegrissimo
Scherzo
Andante
Movement de valse

.ARTHUR HONEGGER: TROIS CONTREPOINTS
Den schweiziske komponist Arthur Honegger
levede det meste af sit voksne liv i Paris, men
selv om han var medlem af den franske
komponistgruppe – Le Six – der bl.a. brugte
humor og ironi i et opgør mod bl.a. 1800-tallets
romantiske følelseshysteri, foretrak han i
virkeligheden at holde sig udenfor særlige
stilarter eller musikalske grupperinger. Foruden
musik til over tredive film finder man blandt
Honeggers hovedværker tonedigtet Pacific 231,
som med futuristisk begejstring beskriver et
stort dampende lokomotiv, oratoriet Le roi David
og operaen Antigone, hvor den menneskelige
stemme også bruges til effekter som hvisken,
tale og skrig. Honeggers musik havde fællestræk
med ekspressionismen, mens han i andre værker
nærmer sig en neo-romantisk udtryksform. Særligt
kendetegnende for Honegger er dog, at han i sin
egen musik brugte hele musikhistoriens forskellige
stilarter som byggeklodser – fra den gregorianske
kirkesang til den moderne jazzmusik.
Den danske forbindelse til Honeggers Trois
Contrepoints er, at værket første gang blevet
udgivet på tryk på det danske forlag Wilhelm
Hansen i 1926. Måske fordi Carl Nielsen samme år
stiftede bekendtskab med den franske komponist
ved en koncert i Paris, hvor der blev spillet værker
af Nielsen, og hvor Politiken havde arrangeret,
at Honegger anmeldte koncerten i den danske
avis – i øvrigt med stor begejstring. Bekendtskabet
udviklede sig til et venskab, og Carl Nielsen så
det som sin opgave at indføre franskmandens
musik for det danske publikum. Måske har Carl
Nielsen introduceret Trois Contrepoints for
Wilhelm Hansen, fordi han så et tæt slægtskab
mellem Honeggers polyfone udtryk og hans
egen interesse for kontrapunktet. Fra en helt
overordnet synsvinkel kan man komponere på
to forskellige måder: Homofont, hvor en enkel
overordnet melodi understøttes af et harmonisk
akkompagnement, eller polyfont – kontrapunktisk
– hvor mange forskellige ligestillede instrumentstemmer
vikles ud og ind mellem hinanden.
Honegger sagde selv, at man i hans musik altid
ville kunne finde spor af J.S. Bach, der i sine værker
opsamlede alle tidligere tiders kontrapunktiske
praksis. Helt tydeligt er arven fra Bach i Honeggers
“Tre kontrapunkter”, der er musik, sådan som Bach
ville have komponeret den, hvis han i 1922 havde
levet i Paris med en baguette under armen og
et glas rødvin i hånden. Teksturen, teknikken og
en række melodiske vendinger i de tre satser er
således i tæt familie med Bach, men samtidig er
det også klart, at værket er komponeret i første
halvdel af 1900-tallet. Den gamle Bach stikker
hovedet længst frem i den langsomme anden sats,
hvor man stærkt fornemmer Bachs Air som model
i sammenspillet mellem et støt fremadgående
cello, som danner bund, og violin og engelskhorn,
der svæver henover. I forhold til antallet af
instrumenter opbygger Honnegger i de tre satser
en voksende progression fra to instrumenter i
første sats – obo og cello – tre i anden sats og til
sidst alle fire – fløjte, violin, engelskhorn og cello – i
sidste sats, der er en fremadrettet kanon over en
genkommende melodisk figur i celloen.
FRANZ SCHUBERT: STRYGETRIO
Selv de største komponister har med mellemrum
måttet give op midt i den kreative proces eller er
blevet optaget af andre måske vigtigere opgaver. I
andre tilfælde har livets afslutning sat en naturlig
stopper for det værk, de var midt i. Resultatet er, at
musikhistorien gennem århundrederne indeholder
en række ufuldendte værker, og i mange tilfælde
har netop det ufuldendte givet værket et særligt
magisk skær, som det er tilfældet for bl.a. Bachs
Kunst der Fuge og Schuberts ufuldendte ottende
symfoni. Netop Schubert efterlod sig en række
uafsluttede værker. Måske fordi han sjældent
komponerede for den store koncertsal med
krav fra publikum, arbejdsgiver eller forlag men
derimod skrev musik, der oftest blev spillet i en
sluttet kreds af venner og særligt interesserede.
Her var det muligvis nemmere at efterlade et værk
og følge en øjeblikkelige inspiration frem for at
gøre tingene færdige, sådan som Haydn måtte
gøre, hvis han skulle tilfredsstille den fyrste, han
var ansat hos.
Schubert var ikke mere end nitten år, da
han gik i gang med den anden af hans i alt tre
Strygetrioer, der er komponerede ind i traditionen
og den wienermusikalske arv efter Mozart og
Haydn. Kun den sidste står fuldendt med fire
satser, mens den første kun indeholder nogle
enkelte takter, og den anden består af en første
sats plus i alt 34 takter fra en menuet, der aldrig
blev færdig. Selv om den mellemste af de tre
Strygetrioer – der senere fik nummeret D. 471 – kun
består af en enkelt fuldendt sats, optræder den
alligevel som et sluttet hele, der ikke nødvendigvis
kræver tilføjelser, hvilket er tilfældet for en række
af Schuberts ufuldendte værker, og hvilket måske
netop er grunden til, at de er “ufuldendte”.
Besætningen i Strygetrioen er tre
instrumenter – violin, bratsch og cello – hvilket
giver en mere let og gennemsigtig struktur i
forhold til den tungere og mere prestigefulde
strygekvartet. I sine lieder og i de sene strygekvartetter
sætter Schubert fokus på de helt
eksistentielle udfordringer, der hører menneskelivet
til, men i Strygetrioen skaber han sin egen
lille og trygge verden, hvor der ikke er fokus på
kontraster og problemer eller angst og splittelse,
men hvor det derimod handler om roen og det
afspændte. Hvor det såkaldte hovedtema, som
indleder en første sats, ofte har en markant og
fremadstræbende karakter, er det første tema i
Schuberts Strygetrio således mild og venlig. Rent
formmæssigt lægger temaet heller ikke op til uro,
da det helt klassisk er bygget op i symmetriske to
gange fire takter, hvor de to første takter stiller et
musikalsk spørgsmål, og hvor de to efterfølgende
på klassiske vis besvarer spørgsmålet. Altså
ro og regelmæssighed. Det gælder også det
efterfølgende sidetema, og i det hele taget
strømmer tonerne ubesværet og naturligt – livets
katastrofer ligger endnu længere ude i horisonten.
LUDWIG VAN BEETHOVEN: BLÆSERKVINTET OP. 71
Historien om Ludwig van Beethoven handler først
og fremmest om den geniale komponist, der med
dybe panderynker vandrede rundt i gaderne
i Wien, hvor han grublede over skæbnen, der
bankede på, og i en notesbog noterede temaer
og melodier, der afspejlede livets mere alvorlige
sider. Det er imidlertid en helt anden Beethoven,
der kommer til udtryk i hans Sekstet op. 71, der i
aften spilles i en udgave for blæserkvintet af Ray
Thompson. Beethoven komponerede Sekstetten i
1796, men det var først i april 1805, at værket blev
spillet for første gang, og der skulle gå endnu fem
år, før det blev udgivet på tryk i 1810. I et brev til
forlaget skrev Beethoven således om Sekstetten:
“Med den næste postdiligence vil du modtage
en sekstet for blæserinstrumenter. Det er et af
mine tidlige værker, som jeg komponerede i
løbet af en enkelt nat. Det er i virkeligheden ikke
mere at tilføje bortset fra, at den er skrevet af en
komponist, som i det mindste har produceret
nogle enkelte bedre værker.” Det har sandsynligt
været af økonomiske årsager, at Beethoven fandt
det ældre værk frem fra skrivebordsskuffen, og
han har øjensynligt fundet det nødvendig at
undskylde enkelte ungdommelige fejl og mangler
i værket med en historie om, at det er komponeret
i løbet af en enkelt nat, hvilket i modsætning til
f.eks. Mozart aldrig havde været en evne, som
Beethoven var i besiddelse af.
Wienerklassikkens værker for blæsere,
sådan som de bl.a. opstår i hænderne på Mozart,
optræder for det meste som underholdende
divertimentoer eller serenader, der blev
spillet ved hofferne som underholdning og
velklingende taffelmusik, der kunne nydes
under middagsselskaberne sammen med de
gode vine og de lækre retter. Serenaderne og
divertimentoerne blev ofte spillet udendørs,
hvor blæserinstrumenter var mere velegnede
og klingede bedre igennem end strygerne.
Beethovens Sekstet er i sit udtryk komponeret
ind i denne tradition, men hvor divertimentoerne
ofte bestod af en lang række satser, indeholde
Sekstetten kun fire. Muligvis har Beethoven
undladt nogle oprindelige satser for at kunne
præsentere Sekstetten i en firesatset form, der
forløber sådan som den mere “fine” og seriøse
strygekvartet. Sekstettens fire satser forløber
således efter en klassisk form: En ungdommelig
og letløbende første sats, der begynder med et
langsomt og højtidelig forspil, en afbalanceret
anden sats fuld af fred og ro, derefter en let
dansende menuet i tredelt takt og som afslutning
en rondo, hvor et frisk og markant marchtema hele
tiden vender tilbage mellem en række forskellige
mellemspil.
JEAN FRANCAIX: OKTET
Årstallene for den franske komponist Jean
Francaix (1912-1997) kunne antyde, at hans musik
parallelt med værker af andre komponister
i hans generation er avantgardistisk, svært
gennemskuelig og utilgængelig for andre end de
nærmest indviede. Det er imidlertid ikke tilfældet.
I årene efter anden verdenskrig benyttede
Francaixs franske kollega, Pierre Boulez, en streng
seriel teknik, hvor alle musikkens elementer blev
arrangeret ud fra et matematisk system som en
reaktion mod fortidens nedarvede tænkemåder.
For Francaix handlede det imidlertid om at
komponere musik for musikkens egen skyld og
om at glæde sig over den gode melodi og det
veloplagte sammenspil mellem instrumenter
og musikalske ideer. Alt sammen tilsat en stor
portion umiddelbar livsglæde og underfundig
humor. Blandt Francaixs franske inspirationskilder
var Maurice Ravel, der mestrede den musikalske
farvelægning af harmoniske og instrumentale
klange, Francis Poulenc, der komponerede musik
med lethed, charme og elegance samt Erik Satie,
der i opposition til hele det etablerede musikliv
bl.a. skabte musik i pæreform. Francaix opfattede
sig selv som et barnebarn efter den gamle Joseph
Haydn, og i en programnote i forbindelse med en
uropførelse i 1988 forklarede han selv sin holdning
til tradition og den moderne kunst:
“Hvor beundringsværdig vores epoke end må være,
når det kommer til videnskabelige fremskridt,
finder jeg den rædselsfuld for dens snobberi og
vulgaritet: skulpturerne er forvredne, arkitekturen
monstrøs og musikken som et mareridt. Jeg er
stolt over at have rødder i en gammel tradition,
og jeg mister ikke bevidstheden i rædslen
over en almindelig akkord, som om det var en
terrorhandling.”
Francaix komponerede sin Oktet efter et ønske fra
den østrigske violinist og dirigent Wili Boskovsky,
der især var kendt som mangeårig dirigent ved
de populære nytårskoncerter fra Musikverein
i Wien, men som også var leder af og violinist
i “Wiener Oktett”. Francaix har selv forklaret
omstændighederne omkring Oktetten:
“I stedet for at underholde mine tilhørere med
musikteoretiske betragtninger, vil jeg blot sige, at
en gruppe fra Wien, som tjener til livet ved at rejse
rundt med Schuberts pragtfulde Oktet, manglede
noget til at fylde et hul ud i deres program. Det
var udgangspunktet for min Oktet, som jeg i
fuldkommen beundring, vovede at tilegne min
kære Franz. Publikum må være dommer over min
ufrivillige dristighed”.
I sin Oktet skaber Francaix en lang række
stemningsfulde og billedskabende musikalske
scener. I første sats introducerer Francaix således
først en lidt vemodig stemning i den langsomme
indledning, hvor klarinet og fagot finder sammen
i en smuk duet. På et tidspunkt stiger tempoet
og intensiteten dog, og efter en skarp markering
i alle instrumenter fortsætter satsen i en hurtig
Allegrissimo. Her har klarinetten igen hovedrollen
med en munter og kæk melodi, der senere i et
sprudlende og farverigt forløb kombineres med
det indledende vemodige tema spillet af hornet.
De næste to satser er henholdsvis en
hurtig, adræt scherzo og en langsom sats, der som
kontrast til de to forudgående satser har en mere
tilbagetrukket karakter. Violiner og bratsch spiller
her med sordin, hvilket skaber en blødere og mere
sløret klang. Som en humoristisk hentydning til
Willi Boskovskys nytårskoncerter forløber sidste
sats som en dekadent franskmands udgave af
wiener-valsen. Midt i valsen har Francaix imidlertid
også med ironi, elegance og humor placeret en
fransk cancan som kontrast. På samme måde som
den friske melodi i første sats er valsemelodien
i sig selv forholdsvis enkel og måske banal, men
det virtuose arrangement og sammenspillet
mellem instrumenterne, en frisk harmonik og en
udsøgt rytmisk iscenesættelse giver tilsammen
den elegance og det raffinement, som er typisk
for Francaix. I de sidste takter af sidste sats
bygger Francaix op til en afsluttende kadence og
punktum for hele oktetten. Efter en kort pause
fortsætter valsen imidlertid blidt og sagte som et
ekko af hele sidste sats, og værket slutter derefter
endnu en gang.
Programnoter: Bjarne Mørch Jensen

Søndag d. 27. oktober 2019 kl. 15 i Pumpehuset

Alt Simone Rønn og pianist Galya Kolarova

P. E. Lange-Müller:
“Sulamith & Salomon”, opus 1, tekster af B. S. Ingemann.
– “Sulamiths sang i vinhaven”
– “Sulamiths sang i skovduelunden”
– “Salomons sang med brevduen”
– “Sulamiths sang på bjergtoppen”
– “Sulamiths sang på bjergene”

L. Janacek:
Fra “On an Overgrown Path” for soloklaver, 1. bog.
– nr. 6 “Words fail!”
– nr. 10 “The barn owl has not floden away”

G. Fauré:
Tre udvalgte sange.
– “Au bord de l’eau” (opus 8 nr. 1)
– “Chanson d’amour” (opus 27 nr. 1)
– “Le plus doux chemin” (opus 87 nr. 1)

L. Janacek:
Fra “On an Overgrown Path”
– nr. 7. “Good night!”

C. Debussy:
“Chansons de Bilitis”, tekster af Pierre Louÿs.
– “La flûte de Pan”
– “La chevelure”
– “Le tombeau des Naïades”

Pause

R. Schumann:
“Frauenliebe und Leben”, opus 42, tekster af Adelbert von Chamisso.
– “Seit ich ihn gesehen”
– “Er, der Herrlichste von allen”
– “Ich kann’s nicht fassen, nicht glauben”
– “Du Ring an meinem Finger”
– “Helft mir, ihr Schwestern”
– “Süßer Freund, du blickest mich verwundert an”
– “An meinem Herzen, an meiner Brust”
– “Nun hast du mir den ersten Schmerz getan”

Søndag d. 10. november 2019 kl. 15

Michala Petri og Lars Hannibal